Her den 2. april er vi nu endelig og ikke mindst desværre nået frem til, at vi har fundet Knold. Men alligevel får vi ham aldrig hjem igen. Jeg skal aldrig høre ham spinde igen, jeg skal aldrig nusse hans dejlige mave igen, og jeg skal aldrig mere begrave min ansigt i hans skønne bløde pels igen.
Jeg blev ringet op vedrørende en død kat ovre hos det gamle Stark i Bjerringbro. Jeg blev dog også advaret om, at jeg nok ikke skulle tage min datter med, og jeg skulle være klar over, at det ikke var noget rart syn. Med tungt hjerte begav jeg mig afsted, og ganske rigtig var det ikke et rart syn.
På afstand kunne jeg se kragerne omkring den røde klump. Kroppen var halvspist, og der var ikke noget hoved. Det hele var så makabert, at jeg blev meget praktisk. Det eneste, jeg kunne genkende noget af Knold på, var at pelsen havde samme farve som ham, men han var jo trods alt ikke den eneste røde langhårede kat i Bjerringbro. Knold havde ingen aftegn, så dermed ingen kendetegn på kroppen. Han var øremærket, men det hjalp jo ikke meget, når jeg ikke havde hovedet. Og helt ærligt, så kender jeg mine dyr på ansigtet…
I forhåbning om, at jeg kunne få afkræftet, at det var Knold, fik jeg en ud, for at tjekke, om “kroppen” var chippet. Det var den ikke, men måske var hovedet også kommet af for langt nede til at chippen ville være der alligevel. Dog kunne hun fortælle, at ud fra hendes erfaring, så havde denne kat været død i en 3-4 uger på nuværende tidspunkt. Så det var højst sandsynligt, at dødstidspunktet kunne passe med samme aften, som Knold blev væk.
Der var en mulighed tilbage, og det var, at Knold var blevet opereret i en pote. Så vi tog kroppen til dyrlægen, men heller ikke her, kunne det endelig identificeres, som det var Knold, da der ikke var noget tydeligt ar.
Efter at have fortsat eftersøgningen i nogle dage efter, at vi havde bragt kroppen til dyrlægen, tog jeg beslutningen om, at dette måtte være Knold. Hvad der er sket, er umuligt at bevise. En mulighed kunne være, at han var blevet kørt over, og derefter havde han mødt sneploven. Der er også mulighed for, at der havde været et dyr efter ham, men hvilket dyr, tager et hoved? Så er der risikoen for dyremishandling, men det vil jeg helst ikke tænke på. Uanset hvad, så håber jeg, at det er gået hurtigt, og at han slet ikke har nået at opdage, hvad der skete.
Det værste er faktisk uvisheden. Først en måneds uvished om, hvorvidt han er levende eller død. Og selv nu må vi bare nøjes med et “måske”. Måske var det Knold. Og så er der uvisheden om, hvad der skete. Undringen over, hvorfor hovedet var væk. Og ikke mindst spørgsmålet om, hvorvidt han kunne ligge der i en måned, uden nogle havde reageret? Eller har et dyr flyttet ham derhen? Eller et menneske? Der er alt for mange spørgsmål, og alt for få svar…
Historien kan du læse på Knolds mindeside. Og tak for alle minderne Knold – selv om der var alt for få af dem. Jeg havde helt bestemt regnet med mange flere år sammen med dig, men de år, som jeg fik, vil altid varme mit hjerter…
