Først og fremmest: Alle videoer er desværre gået tabt, men historien og minderne består stadig…
Så har Sedoj haft den ærefulde opgave at være barnepige for Emma og Patrick igen. Sedoj har en guldstjerne i disse to børns karakterbog, og efter det sidste møde for et år siden, er de begge begyndt at gå til ridning.
Emma var den første, der kom på besøg hos os. Hun skulle sove en enkelt nat, og blev ret hurtigt gode venner med Zeus samt Mads og Mikkel, men det var nu Sedoj, der var mest spændende. Hun kunne næsten ikke vente til, at vi skulle derud.
Vi skulle cykle ud til Sedoj, og det var nogle hårde fem kilometer efter Emmas mening. Men da det jo var Sedoj, der ventede ved målet, kunne intet stoppe den lille dame, og hun trampede afsted det bedste, hun havde lært. Vi var dog lige omkring bageren for at købe brød til Sedoj, og lidt mad til os selv, og da vi nåede stalden, holdte vi et lille hvil, inden vi hentede Sedoj ind.
Sedoj blev striglet, og Emma fik mange nysser af Sedoj. Og så var det på med sadel og hovedtøj, og vi gik på banen. Emma gik hen til opstignings-skamlen, og kom næsten selv op på Sedoj. Hun skulle have et lille skub i numsen til hjælp. Hun red Sedoj alene, og det gik rigtig fint. Emma var stolt, og Sedoj hyggede sig.
Til stor ærgelse for Emma ville Sedoj ikke trave med hende. Det havde jo regnet meget den sidste tid, og banen var ret glat, og Sedoj passer altså på sin rytter, og han vurderede banen for glat til trav. Sedoj fik lov til at bestemme. Tilgengæld var Emma oppe og stå på Sedoj.
Emma var også ude og ride en lille tur, men Sedoj var lidt af en drillepind, så jeg måtte gå ved siden af ham det meste af tiden. Næsten hele vejen hjem til stalden, sad Emma baglæns, mens jeg trak Sedoj. Det var ihvertfald en træt og tilfreds Emma, som jeg kunne putte i seng om aftenen.
Emma blev afleveret, og Patrick kom med hjem til os, hvor han skulle tilbringe de næste par dage. Også Patrick blev gode venner med Zeus og kattene, og tilbragte mange stunder med at hygge om dem. Men han glædede sig meget til,, at han kunne komme ud og sige hej til Sedoj, for han havde bare savnet ham så meget.
Patrick kunne næsten også selv komme op på Sedoj, og red ham også selv rundt på banen. Det var så tydeligt, at Sedoj passede på Patrick, og han var lidt sødere over for ham, end han havde været over for Emma.
De red igennem vandpytten på ridebanen, og Patrick fik endda Sedoj over nogle bomme, der lå på jorden. Men Patrick ville selvfølgelig også ud og ride tur ligesom Emma, og det kom han så.
Igen var Sedoj lidt sødere over for Patrick end Emma, og han kunne endda give Patrick en lille travetur. Det var noget, som Patrick kunne lide. Det blev så tid til at vende om, og så skridtede vi hjemad. Da vi nåede stalden, hoppede Patrick af, og så blev Sedoj sadlet af og striglet igen. Patrck gav Sedoj et farvelnys, og så drog vi hjem igen.
Patrick var træt, da vi kom hjem, for man bliver lidt træt af at ride, som han så fint sagde det. Jeg kan garantere for, at han sov godt den aften, og måske drømte han endda en lille drøm om en lille grå hest, der har en stor plads i hans hjerte…