Puha det er bare slet ikke sjovt det her. Jeg har tænkt og tænkt de sidste dage. Jeg har sovet uroligt pga. de mange dårlige drømme. Jeg har siddet og stirret på Sedojs bagben, for at få en fornemmelse af, hvad der er galt. Og jeg er ikke kommet meget længere. Min sædvanlige dyrlægen kan ikke stille nogen diagnose eller give en behandling. Det er godt nok ret forvirrende det hele.
Jeg tilkaldte en anden dyrlæge, som kom med det transportable røntgenapparat. Jeg håbede, at han kunne se noget på billederne, så jeg kunne få en diagnose. Han kom den 7. januar for at tjekke Sedojs ben, og fortalte mig, at han mistænkte problemet skyldtes en mus – for det var de der blodlinier jo velkendte for!. Jeg var grædefærdig, da han sagde det. Jeg tænkte straks på operationen – havde jeg råd, ville det være det værd, ville Sedoj overleve, ville jeg mon nogensinde komme ud og ride på min dejlige hest igen?? Tusinde spørgsmål kværnede i mit hoved. 2 sekunder efter grinede han “Arj det passer da ikke – jeg tog bare gas på dig”. En lidt kejtet måde, at løsne den meget anspændte stemning på… Skøre dyrlæge!
Jeg mailede sideløbende med Winnie Stubkjær Laursen, som før har hjulpet mig. Hun var næsten 100% sikker, at der ikke var tale om en mus, men derimod, at senen eller ledbåndet havde løsnet sig lidt. Og da hun kiggede på billederne af Sedojs skade – altså de almindelige billeder, som jeg har taget med mit kamera, så hun også noget knogle/brusk, der havde flyttet sig. Der var noget betændelse, og han skulle helt bestemt have ro. Det gav mig da lidt håb igen, men jeg frygtede stadig for de røngtenbilleder.
Dyrlægen kom så med sit apparat i dag, og jeg var hamrende nervøs. Det var lige før, at jeg aflyste aftalen, da det faktisk var mere beroligende at gå i uvisheden. Men jeg aflyste ikke, og dyrlægen kom, og Sedoj blev bedøvet. Det var nu, at jeg skulle få svarene. Det varede ikke længe, inden Sedoj stod og hang, og billederne blev taget. Dyrlægen lovede at ringe ca. klokken to, og jeg ventede rystende ved telefonen. Det var nu, at Sedojs fremtid blev afgjort.
Dyrlægen kunne heldigvis fortælle mig, at det ikke var en mus. Sedoj havde dog en fået sig en ledbåndsskade med knoglenydannelser – sikkert på grund af et vrid eller lignende. Sedoj skulle have ridefri i 21 dage, og han måtte ikke komme på smattet eller knoldet og ujævn fold, for benet ville ikke kunne holde til flere vrid. Sedoj ville sikkert altid have en hævelse i hasen, men hvor stor den ville blive, vil kun tiden vise. Tiden ville også vise, hvor meget han ville kunne holde til ridemæssigt, for det var ikke sikkert, at han ville blive ridehest på fuld tid igen…
Hvor jeg før var ved at tude af nervøsitet, så rendte tårene nu af glæde. Sedoj havde ikke fået dødsdommen, og det var det vigtigste for mig. Og så kom jeg i tanke om det, som Winnie havde sagt til mig. Hun kunne vist ikke have ramt mere plet. Det er ret fascinerende, at hun kan det der. Men det allervigtigste er, at Sedoj klarer den, og vi skal være sammen resten af hans liv. Jeg er lykkelig nu, og det er en absolut glædesdag…
