Dette år bragte både godt og dårligt med sig, men heldigvis mest godt. Året startede godt, men endte skidt – heldigvis mindre skidt end frygtet!
I starten af året blev Sedoj flyttet til samme by, som jeg flyttede til. Så nu var vi endelig sammen igen. Det er nu engang nemmere, når der ikke er en længere transporttid ud til ham. Jeg kan godt gå lidt sur i bare tanken om at skulle side i en bil i en halv time for at nå ud til hesten. Det er lidt en forkælet tanke – det ved jeg godt. Men nu er han da heldigvis kommet tæt på igen.
Han fik hurtigt nye venner blandt de nye heste på opstaldningsstedet, og faldt som sædvanligt hurtigt rigtig godt til. Stalden havde gode store åbne bokse, og der var masser af udetid. Masser af frisk luft er rigtig godt til Sedoj. Vi hyggede os sammen med masser af gåture og enkelte rideture. Vores kendskab og tillid til hinanden var efterhånden godt bygget op, og blev nu blot cementeret yderligere af vores oplevelser.
Vi flyttede dog begge tilbage til Bjerringbro i midten af 2003. Her blev Sedoj installeret i sine vante omgivelser i den tidligere stald. Og der var selvfølgelig slet ingen problemer. Sedoj tog alt i stiv forben. Han fandt hurtigt nogle nye venner, og fandt sig tilpas med de nye rutiner. Han bliver sjældent utryg eller nervøs ved forandringer, heldigvis. Det var godt for os begge at komme hjem, og vi fortsatte vores træning fra jorden, som vi efterhånden har fået ret godt styr på.
Samtidig med at vi flyttede, blev det også startskuddet for, at Sedojs træning blev mere seriøs. Vi startede forfra på ryttertilvænningen, samt tilvænningen til sadel og hovedtøj. Jeg spredte dette arbejde over mange måneder, og lavede en masse andet med ham ved siden af denne “nye” træning. Mere træning, der samtidig var mere seriøs end tidligere gav pote. Sedoj begyndte at sætte muskler de rigtige stedet, og blev næsten helt fit at se på. Desuden var han langt mere klar mentalt på arbejdet, så jeg kunne forlange noget af ham, såsom f.eks. drej, stop og bak. Der er dog stadig mest af alt hygge og dejlige stunder på programmet…
Med den ihærdige træning fordelt over små koncentrerede og fokuserede træningspassager, gjorde Sedoj store fremskridt. inden længe kunne Sedoj lave overtrædninger og sidebevægelser i skridt. Han kunne gå store og små volter i skridt og trav, og han blev næsten udelukkende styret med ben- og vægthjælpen. Jeg er stolt over min lille dreng, og det mest fantastiske er jo, at det er mig, der lærer ham det. Det er utroligt, at han forstår, hvad jeg vil have ham til. Det er fascinerende at tale samme sprog, og nå frem til de enkelte øvelser i enighed. Hvor er der dog meget belønning ved at træne sin hest helt selv – også selvom han måske ville kunne meget mere på nuværende tidspunkt med en anden og bedre rytter. Men vi gør det her sammen, og det er udfordrende, spændende og sjovt!
Vi var dog kun i gang i ca. 6 uger, for den 23. oktober laver Sedoj Sedoj et stunt på folden, der resulterer i en ledbåndsskade med knoglenyddannelser ved ledbåndshæftet. Prognosen var ikke fantastisk, men det ser ud til, at han kommer sig. Der var dog ikke mere ridning til mig i dette år. Det var en ting at miste ridningen, men jeg gik i denne periode også med skrækken om at miste Sedoj. Tænk nu, hvis der var noget rigtig alvorligt galt med ham, så han ikke længere havde en fremtid som aktiv hest. Jeg måtte i denne periode også gøre op med, hvad der var vigtigst for mig; drømmen og DM og VM i distance eller en lille grå hest med en stor farverig personlighed. Ville jeg følge mine ambitioner, så ville det blive uden Sedoj. Og ville jeg beholde Sedoj, så ville min drøm aldrig gå i opfyldelse. Det tog hårdt på mig, og mange nætters søvn blev udskiftet med endeløs bekymring. Jeg vekslede i mellem at tro på, at han kom sig, og være ganske overbevist om, at nu mistede jeg ham. Heldigvis viste Sedoj, at han er stærk og kom sig, men ikke 100%; Han kommer aldrig til at blive en ridehest på højt niveau inden for nogen disciplin, men vi kan helt klart bliver verdensmestre i hygge. Og han vil altid have en kosmetisk hævelse i hasen.
Så når vi nu ikke kunne ride, så måtte jeg jo ud og finde ud af, hvad jeg ellers kunne bruge tiden på sammen med Sedoj. Han vil gerne lege og lære. Han synes det er sjovt at løse opgaver – det så jeg jo f.eks. til vores 2x Trail at Halter i 2002. Jeg vendte mig mod Horsemanship, Klikkertræning og andre lignende træningsformer. Jeg prøvede mig lidt frem, for at finde ud af, hvad der passede til os. Tiden blev også brugt på at finde øvelser og opgaver, der lette nok til os, og alligevel udfordrende nok til Sedoj. Og med det danske vintervejr, så er det jo bestemt ikke vejr til at komme ud hvad dag…
Vi forsøgte at starte på genoptræning første gang i december måned. Men blot efter få ugers ridning, blev Sedoj halt igen. Så jeg stoppede selvfølgelig al ridning, og gik ture med ham i stedet for. Året sluttede med mange bekymringer for mig, men Sedoj mistede heldigvis ikke sit gode humør på noget tidspunkt. Jeg kunne holde ham i gang vha. klikkertræningen, uden at belaste hans ben. På den måde blev han ikke fysisk træt med sved mv., men han blev træt mental, og fik brugt hovedet meget…
Selv om denne skade, gav mig utrolig mange bekymringer og mange tårer trillede, gav det mig også muligheden for at få endnu stærkere bånd til Sedoj. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg skubbede ham væk fra mig følelsesmæssigt, men det ville jeg ikke lade ske. Så jeg brugte endnu flere timer sammen med ham end før. Dette udviklede vores venskab og tillidsforhold.
Og selv om året endte med en skadet hest, endte jeg også med at kunne sige, at jeg stoler 100 % på Sedoj. Jeg har aldrig før følt mig så tryg ved nogen hest, og det er bare en vidunderlig følelse at have.
