Jeg havde i ca. et halvt års tid kæmpet med min fuldblodshoppe, Easy Rider, og var ved at blive bange for hende… ja måske endda heste i det hele taget. Jeg havde ingen problemer med at håndtere hende fra jorden, men hver eneste ridetur endte ud i en masse bukkespring, og for hver tur blev jeg mere og mere bange. Jeg tog den meget svære beslutning, at hun skulle videre til en, der kunne forstå hende, bedre end jeg kunne. Jeg fandt en rigtig sød pige, der gerne ville købe hende.
Jeg ville gerne have en araber igen med tanke på alt det gode, som jeg oplevede sammen med Abdullah. Og så gik jagten ind – det viste sig at blive noget sværere, end jeg havde håbet på.Jeg havde mange krav i starten. Det skulle være en rød araber med 4 sokker og blis, den skulle være min. 155 cm høj, gerne hoppe eller hingst, min. 4 år og ihvertfald ryttervant. Umiddelbart skulle det jo ikke være så svært igen, men det blev til noget af en opgave, og der blev kørt rigtig mange kilometer.
Jeg var tæt på at opgive mit foretagende med at finde en ny hest, men faldt over ML Arabs hjemmeside, hvor der var en rød araber til salg. Han var godt nok allerede solgt, og jeg var ved at sige farvel, da jeg blev afbrudt. Majbritt spurgte mig om, hvad jeg skulle bruge hesten til, hvad jeg søgte og hvorfor osv. Vi snakkede i et par timer, inden jeg fik et andet telefonnummer. Det var nummeret til Stutteri Egelund, hvor hesten for mig stod ifølge Majbritt. Det var godt nok en hingsteplag og skimmel var han også, men hun mente, at han helt bestemt var et kig værd for mig.
Jeg besluttede mig for at ringe, om ikke andet kunne det jo være, at de havde andre heste til salg. Vi aftalte at mødes, og det var med mange sommerfugle i maven, at jeg begav mig afsted. Mine forventninger var ikke så høje, for hingsteplagen levede jo slet ikke op til mine krav, men jeg var da alligevel spændt på at møde ham.
Jeg må nok indrømme, at jeg umiddelbart ikke syntes, at Sedoj var noget specielt. Men hans store brune øjne og venlige væsen gik direkte i mit hjerte. Han hilste på mig med stor nysgerrighed, og han var da også vældig sød. Da boksdøren blev åbnet, lagde jeg mærke til, at han havde en grøn bandage om det ene forben, og spurgte selvfølgelig til det. Gitte kunne så fortælle, at det blot var tale om en lille foldskade – et sår på koden, som han havde fået, da han legede med deres anden hingsteplag. Han var hverken halt eller øm, så såret skulle plejes, og så ville han snart være på højkant igen.
Jeg fik så lov til at strigle Sedoj, inden vi blev sendt på en gåtur i den nærliggende skov. Det var jeg lidt spændt på, for Sedoj var den allerførste unghest, som jeg nogensinde har skullet arbejde med, men han overraskede mig meget. Stille og roligt fulgte han mig på turen, alt skulle undersøges, men ikke en gang reagerede han voldsomt på noget som helst. Det lovede jo ganske godt, og den bette grå blev mere og mere charmerende i mine øjne.
Da vi kom tilbage fra vores lille gåtur, blev Sedoj lukket på folden, og jeg ville gerne se lidt mere til hans gangarter. Gitte grinede lidt, og sagde at hun da godt kunne prøve, men Sedoj er altså ikke sådan at jage med, og på trods af ihærdige forsøg fra både Gitte og jeg, var det kun muligt at lokke en luntetrav frem i Sedoj. Han ville langt hellere stå og snakke, men det beviste bare endnu engang, hvor kold han egentlig er, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af uldtotten.
Jeg begyndte så at besøge Sedoj, og var også med til at passe hans sår. Gitte og Jes var utrolig flinke og hjælpsomme, og det var en fornøjelse at komme og besøge dem/Sedoj. Alle de gange jeg besøgte ham, havde jeg ham alene inde for at strigle ham og gå ture med ham. Jeg blev langsomt mere og mere sikker på ham, og afprøvede ham lidt mere hen ad vejen. Jeg løb også lidt med ham, for at se hvordan han tog dette. Men heller ingen problemer der, han fulgte velvilligt med, og stoppede lige så nemt igen. Alt hvad jeg præsenterede ham for tog han med ophøjet ro, og han gik altid ud i verden med stor nysgerrighed. Jeg måtte jo så indrømme at jeg var faldet for denne lille grå hingsteplag, selvom han var langt fra det jeg søgte, men han havde hjertet og hjernen med sig, og det kunne jeg lide.
Han var ikke en af de slags heste, som jeg vil vende mig om efter, men han havde det dejligste sind og temperament. Jeg vidste, at der var grundlag for at godt samarbejde med en hest som Sedoj. Intet kunne hyle ham ud af den, og han nød enhver kontakt med mennesker. Efter en af gåturene med Sedoj, blev jeg inviteret indenfor, og jeg fik en masse følbilleder af ham. Og på en eller anden måde, så fik jeg jo netop min ønskehest, for han var jo født rød – og jeg er helt sikker på, at han var en charmetrold allerede den gang.
Aftalen kom i hus og Sedoj blev min – heldigvis. Med en velskreven kontrakt sørgede Gitte for, at jeg kunne få Sedoj på afbetaling, da jeg røg ind i, at jeg ikke fik de penge, som jeg havde regnet med til købet af Sedoj. Gitte og Jes ville dog selv transporterer Sedoj til hans opstaldningssted, hvilket var endnu en lettelse for mig. Det var første gang Sedoj skulle i trailer, men to gulerødder og ti minutters venten var alt der skulle til, så stod han oppe i traileren. Jeg stod inde ved ham på hele turen, udstyret med en trådløs ringeklokke, så jeg kunne give tegn, hvis noget gik galt. Men det gik bare rigtig godt, og Sedoj kom hjem…. En fin endeboks med åben front, og masser af foldtid. Her var fine muligheder for dejlige gåture med en unghest, og der var rig mulighed for at kunne opleve en masse nye eventyr med netop dette sted som base…
