Drengene nyder sneen, og i dag fangede jeg Sedoj og Silver, der stod og legede. Det er 2 drenge, der forstår at hygge sig.
Der er altid den samme leg, de leger sammen de to. En ret stillestående leg, hvor de står, og napper i hinanden. Det er faktisk også de samme steder, de napper i hinanden. Sedoj er f.eks. ret ofte våd og beskidt på bringen, og Silver er til gengæld våd og beskidt på skulderen. Når legen bliver lidt vildere, kan de begge godt finde på at stejle. Silver er som regel den første, der rejser, men gode gamle Sedoj kan skam også endnu. Hvis det bliver helt vildt, går de rundt i små cirkler. Der er helt klart ingen her, der bliver overanstrengt af den leg, men de hygger sig så meget, og jeg elsker at kigge med.
Silver elsker at lege med bringestykket på Sedojs dækken, og ret ofte bider han i spænderne. Det kan tydeligt høres, og jeg kan faktisk blive lidt bekymret for hans tænder. Jeg går dog ud fra, at han ikke gør det, hvis det gør ondt. Om ikke andet må jeg finde en løsning, hvis det viser sig, at give problemer.
Det er helt tydeligt, Sedoj elsker den her leg. Han rækker altid tunge, når legen er ekstra god. Det er så sødt. Samtidig får han det der bløde blik i øjnene. Han er slet ikke til at stå for. Jeg har faktisk forsøgt at undersøge, hvorfor han gør det, men kan ikke rigtig finde noget info om det, udover smerterespons eller tandproblemer, og det tror jeg altså ikke det her er…
Mens de to drenge leger, så nyder denne gamle dreng roen. Han stiller da gerne op til et billede eller 3, og man kan da ikke sige andet, end at han er lidt af en smuksak. Lille søde Super beriger stalden med både farve og personlighed…
Når der laves mad. er der altid dette søde ansigt, der kigger ind til mig. Han kan selv åbne stalddøren, og så står han ellers, og holder øje med, hvornår maden er klar. Det er simpelthen så hyggeligt. Der er slet ingen tvivl om, at jeg har hele tre charmetrolde her i min lille løsdrift…