Nu har jeg endelig fanget nogle billeder, der virkelig viser Silvers ansigtsudtryk, når han hænger ud sammen med mig. Når Jeg siger, at Silver er min lille skygge, så er det lige præcis sådan her, at jeg mener det.
De helt bløde øjne, og den helt tætte kontakt, hvor han fysisk rører mig med sin mule. Sådan her står han bare i flere minutter ad gangen, nogle gange også helt op til 30 minutter.
Der er ingen tvivl om, at Silver elsker, når vi leger, træner og går ture, men disse stunder her opsøger han helt selv, og nærmest insisterer på dem, hvis jeg ikke lige opfanger de små signaler, som han giver.
Og jeg behøver vel ikke fortælle, at det også giver mig en helt særlig ro, når sådan en hestemule insisterer på kontakt. Den rolige vejrtrækning, som jeg både kan høre og mærke. Og ikke mindst hans ro, der nærmest smitter mig uanset hvor meget jeg synes, at jeg skal nå på sådan en tilfældig dag, hvor han beder mig om, at sætte mig ned og slappe af.
