Når jeg er på folden, er Silver min lille skygge. Han er altid lige ved siden af mig. I dag stod han hvilede sig ved siden af mig, da jeg sad på folden, og nød denne dejlige sommerdag. Jeg rakte hånden ud, og aede ham på hans forben.
Da jeg tog hånden væk, gik der ikke længe, inden han flyttede forbenet frem til mig, og så sad jeg bare der, og holdte om hans ben. Silver blev stående sådan en lille halv times tid, og så havde han åbenbart hvilet nok, for han flyttede sig, og begyndte at drille med at ville spise min sko, løsne snørebåndet osv.
Se lige dette skønne ansigt. Silver er bare det lille sødeste væsen, og han er så fuld af humør og livsglæde. Han er altid klar på at lave noget uanset om det er skovtur, træning eller bare hygge os sammen i en stille stund. Jeg er så glad for, at han kom ind i mit liv, selv om det ikke lige stod i kortene, at jeg skulle være ponyejer igen, og slet ikke af en lille grå hingst. Men sådan går det jo en gang i mellem. Jeg var ihvertfald slet ikke i tvivl om, at han skulle med mig hjem, da jeg så ham første gang…
