Det er bare så skønt på sommerfolden. Den ligger inde i skoven, og er omgivet er træer. Den største forstyrrelse er toget, der kører forbi med jævne mellemrum. Udover hestene bor der her fasaner, harer og rådyr. Næsten hver dag ser jeg også rovfugleparret, der vist er glenter, der flyver hen over området, hvor både sommer- og vinterfolden er på.
Silver er som regel min skygge på folden. Og der går aldrig lang tid fra jeg befinder mig på folden, til at han kommer hen og siger hej. Det er helt bestemt ganske hyggeligt. Han er simpelthen den sødeste charmetrold, der elsker at have selskab.
Smukke Silver er efterhånden ret voksen at se på. Der mangler stadig lidt fylde, men han er ved at få et godt udtryk, og så elsker jeg bare hans lille ansigt med de store venlige øjne. Han er jo godt nok skimmel, og det kan han jo ikke gøre for, men han er en ret fin en af slagsen, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo heldigvis…
Silver en en hyggefis, der elsker at blive nusset om. Måske skal jeg faktisk sige, at han elsker at nusse om mig, for han er altid omkring mig med en mule på min skulder eller i mit hår. Eller så napper han i mit tøj og sko. Andre gange står han bare stille og roligt bag mig eller ved siden af mig og gaber og slapper af…
Smukke Sedoj hygger sig denne sommer. Han er jo 21 år, men holder sig så fint. Og så er der begyndt at komme lidt gang i det gode humør igen, og han byder nogle gange op til leg med Silver.
Det er så skønt at se… Sedoj har fået denne sommer med helt ro, og så må vi se, når jeg sætter ham i gang igen her i efteråret, hvordan det kommer til at gå. Indtil videre er han mere rengående, end han har været længe. Det må jo være det absolut bedste udgangspunkt. Han låser så også lidt mere i venstre bagben, men det ved jeg, at der kommer styr på med mere træning…