Engbrandbægerne blomstre på trods af, at jeg selv syntes, at jeg var effektiv med skovl, grab og trillebør sidste år. De gule blomster står nok så fint rundt omkring på mine to marker, og i græsset ses de trælse rossetter, der forudser mange timers arbejde, og at nye blomster sikkert også dukker op næste år. Men jeg tager krigen år for år, og håber således, at jeg vinder på sigt.
Problemet med engbrandbægeren er de pyrrolizidin alkaloider, der kan forårsage alvorlige leverskader og kan medføre døden hos både heste og køer. Muligvis er de også kræftfremkaldende. PA findes også i andre planter såsom følfod, kulsukker og hjulkrone, som dyrene også undgår, hvis de kan. Men på en mark, hvor der er knapt med græs, kan hestene godt finde på at spise af disse giftige planter. Nogle gange er heste også bare nysgerrige, og får smag for disse planter, hvilket kan blive skæbnesvangert for dem. Der er også fundet pyrrolizidin alkaloider i Honning, mælk og æg især i Tyskland og Sønderjylland. Mængden er dog langt under risikabelt niveau, og derfor menes det ikke, at have betydning for mennesker.
Vi er mange, der sikkert ønsker, at engbrandbægeren bare bliver udryddet, for så kan vi sikre at heste og køer ikke bliver forgiftet. Men engbrandbæger er en naturlig del af den danske flora, og er ikke invasiv ligesom f.eks. andre brandbægre og bjørneklo mv. Derfor er det op til den enkelte at udrydde planten, og der er langt fra alle, der ser planten som et problem. Nogle synes planten er dekorativ, og så skal man ikke glemme, at engbrandbægeren er vært for dele af insektlivet også.
Engbrandbægerens positive sider
Engbrandbægeren er en nyttig plante for op til 200 slags insekter som f.eks. blodplet og matgrøn solbille.
Laverne fra sommerfuglen blodplet lever af og på engbrandbægeren. De sorte og gule larver er giftige, da de ophober giftstofferne fra planten, og de bliver derfor ikke spist. Blodplet er en sort og rød sommerfugl, der anses for at være almindelig i udbredelse, og kan ses i hele landet. Den lever primært i enge og overdrev, hvor engbrandbægeren også er at finde. Larverne kan bruges som bekæmpelse af planten.
Den matgrønne solbilles larver udvikles inde i stænglen af bl.a. engbrandbægeren. Den matgrønne solbille forveksles ofte med træbukke, men er altså en forholdsvis stor solbille på under 1 cm. Den er også almindelig af udbredelse og findes over hele landet.
Jeg har desuden selv oplevet, at engbrandbægeren ofte står i et myrebo. Når jeg rykker den op, vrimler det frem med myrer og æg. Dette har jeg dog ikke fundet yderligere information om, så om det er et tilfælde eller ej, ved jeg ikke. Jeg har 2 stykker jord på ca. samlet 2 hektar. Her har jeg samlet omkring 100-150 planter sammen, og i 8 ud af 10 tilfælde står planten i et myrebo.
Engbrandbægeren på folden
På trods af dens positive egenskaber for insektlivet, er den et stort problem på folden. Den spreder sig med frø, og det er en flerårig plante. Hvis den ikke bekæmpes, vil der i sidste ende være rigtig mange planter på en fold. En nedbidt fold med bare pletter er engbrandbægeren glad for, for frøene kræver bar jord og meget lys for at kunne spire. Frøene kan sprede sig i en radius op til 2-300 meter, hvis vinden er rigtig, så det er en god idé at få en aftale med naboen om bekæmpelse, hvis det er muligt.
Jeg har min vinterfold op til en grund, hvor der er mange brandbægre, så det er en lille smule frustrerende. Men jeg må jo bare bekæmpe så godt jeg kan. Heldigvis er der en række træer imellem de to område, så forhåbentlig skærmer det af for frøene.
Planten i sig selv er forholdsvis nem at kende. Men før den blomstre ses små grønne rossetter i græsset. Disse er næste års blomster, og er derfor også vigtige at fjerne. Det sparer i hvertfald timer til næste år.
I wrap og hø er plantet stadig giftig, men bitterstofferne er ikke så stærke, og derfor vil dyrene ikke fravælge planten på samme måde, som når den står på marken.
Hvordan kommer man af med den?
Jeg har undersøgt mange forskellige steder, hvad der anbefales, og det er meget forskelligt, hvad der anbefales, og hvad der frarådes.
Det er anbefalet af grave eller hive planet op, men får man ikke alle rødderne med op, skyder planten blot fra de overrevne rødder, og dermed skabes endnu flere planter.
Nogle anbefaler slåning, mens andre mener, at slåning stimulerer væksten af sideskud, og dermed forlænger plantens levetid.
En ting er dog sikkert, og det er, at alle planter skal destrueres efter de er fjernet fra jorden. Tørrede brandbægre mister deres bitterhed, og dermed er der større risiko for, at dyrene spiser det.
De engbrandbægre som jeg selv har på folden, er ret godt besøgt af larver fra blodplet. Jeg flytter larver fra de planter, som jeg fjerner på marken hen til de planter, som jeg lader stå. Larverne æder planterne helt, og jeg har god samvittighed både over for hestene og larverne. Larverne spiser planten i en sådan grad, at det er kun r stænglen, der står tilbage.
Nogle har haft held med at bruge hjemmelavede ukrudtsmidler med eddikesyre, salt osv., men de er ikke lovlige at bruge, så derfor er det ikke en mulighed. Man kan så snakke med en landmand eller maskinstation om at bekæmpe planten kemisk.
Hvis der kun er tale om enkelte planter, kan får hjælpe med at bekæmpe dem. Man skal dog være opmærksom på, at selv får har en grænse for, hvor meget de kan tåle af engbrandbægeren.
Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvad der virker bedst i forhold til bekæmpelse. I år har jeg også revet og gravet planter op, men hvis dette blot giver sideskud og vækst fra overrevne rødder, vil jeg næste år forsøge, at klippe klippe blomsterne af, og lade stænglen stå. På den måde, kan den ikke sprede sine frø. Men om det er nok til at få udryddet planten, ved jeg selvfølgelig endnu ikke. Jeg havde dog færre planter i år, end sidste år, men tilgengæld synes jeg, at der er flere små 1. års rosetter uden blomst, end der var sidste år.
