I dag har vi fejret verdens bedste Gøjser. I dag fyldte han 24 år, og de 22 af disse år har været her hos mig.
Der er slet ingen tvivl om, at jeg elsker den her knægt. Han har været igennem ild og vand med mig i halvdelen af mit liv nu. Det har været en lang rejse, og vi er slet ikke landet der, hvor jeg troede vi ville, men det har været en sjov rejse alligevel…
Sedoj holder sig ret godt faktisk. Der er nogle skavanker der driller, og jeg har lidt svært ved at finde et tilskud, der virker hele året rundt, og som må bruges i længere tid ad gangen. Men jeg gør mit bedste, og måske en dag det lykkedes at finde det helt rigtige. Men ellers holder han sig rigtig godt, og humøret er fint. Han synes mest om hygge og rolige aktiviteter, og elsker klikkertræning.
24 år er jo en flot alder, og jeg er ret bevidst om, at hver dag er en gave nu i endnu højere grad, end den er med f.eks. Silver. Jeg håber på mange flere år, men mest af alt håber jeg på, at de år, vi har tilbage bliver gode og uden yderligere problemer for Sedoj. Jeg har selvfølgelig lavet en aftale med ham om, at han bare stille og roligt sover ind på folden uden smerter. Jeg håber virkelig det kommer til at ske på den måde.
Men indtil jeg skal sige farvel og sende ham over regnbuebroen, vil jeg sætte pris på de dage, måneder og år, som vi har tilbage sammen. Skabe masser af gode minder, og bare nyde tiden sammen med verdens bedste Sedoj. Der er slet ingen tvivl om, at han har hjulpet mig igennem meget, og jeg er så taknemmelig for, at han endte i mit liv.
Tillykke med fødselsdagen til Sedoj. Det har været en rigtig hyggelig dag med ham, og jeg glæder mig til mange flere af den slags i fremtiden…