Det værste og det bedste ved at være hesteejer er, at tiden går. den går både uendelig stærkt, men samtidig også langsomt. Sedoj har jeg haft 20 år sammen med i år, og sikke en tid, som vi har haft sammen. Han har fulgt mig igennem mange ting, og alligevel altid været ved min side. Men den historie fortæller jeg senere, hvor der kommer et helt indlæg kun til ære for ham, og vores liv sammen. Denne gang vil jeg gerne fortælle om Silver. Vi har nu haft 3 år sammen, og det er en smule uvirkeligt, at der allerede er gået 3 år. Men samtidig er det som om, at han altid har været her.
Billedet her over er taget her i januar, og se bare en dejlig basse, der kom ud af det bette myr, som jeg var så heldig at hente i januar 2018. Igen må jeg sige, at jeg ikke er fan af den skimlede farve, men, hvad pokker kan man gøre?! Ponyen er jo bare fantastisk…
Men måske vi skulle tage et kort tilbageblik på, hvad disse år har bragt af transformation til skønne Silver…
Dette billede herover er taget ca. 3 måneder efter, at han kom hjem til mig i april 2018. Et lille myr, men bare så sød. Hans personlighed fejlede bestemt ikke noget. Og på dette tidspunkt er selv Sedoj ved at tø op over for den bette fyr.
Dette billede er så ca. 1 år efter det forrige billede i april 2019. Der er ingen tvivl om, at der er sket noget på det år, hvor han har været mig, og der er helt klart noget godt på vej. Glæder mig til at se, hvad han udvikler sig til. Jeg kan stadig kun sige, at temperament og personlighed bestemt ikke fejler noget…
Så nåede vi frem til april 2020, og igen er sket ret meget med ham. Umiddelbart ser det faktisk ikke ud af meget, men han har fået noget mere fylde i sin krop. Hans skønne sind er fortsat det samme , og det klager jeg bestemt ikke over.
Da vi ikke er nået til april 2021 endnu, og jeg ikke har et billede fra januar, der yder ham ikke fuld retfærdighed, har jeg valgt dette billede fra december 2020. Det bytter jeg nok ud, når vi når april i år. Til gengæld er der jo ikke nogen tvivl om, at der igen er sket en masse med ham på knapt det ene år. Han er skisme da en fin bette dreng, er han ikke?!