Ja, vi starter så det nye år med en ny skade, men sådan skal det jo nok bare være… Det var en rigtig grim oplevelse, der var skyld i denne skade, men vi slap ret billigt.
Jeg var ude ved Sedoj, og vi skulle træne lidt klikkertræning, men først skulle han strigles, så jeg havde ham ude på staldgangen. Jeg ville lige rykke Sedoj over, så jeg kunne komme til at strigle ham. Lige i det han trådte et skridt til siden, ramte hans ene baghov en rist, der flækkede. Sedoj hoppede fremad, og ramte greben, der stod ved siden af, så den faldt til jorden med et rabalder.
Sedoj hoppede nede i den anden ende af stalden i noget, der lignede et spring, og kiggede forskrækket på mig: Hvorfor gjorde du nu det? Jeg blev selvfølgelig dybt forskrækket selv, og skyndte mig ned til Sedoj. Han støttede ikke på det ene bagben, og jeg trækkede ham lidt frem og tilbage. Efterhånden blev han heldigvis rengående.
Jeg ved med mig selv, at jeg reagerer på forskrækkelse ved at blive sur. Så jeg satte Sedoj ind i boksen og stod så og trak vejret lidt. Efter 10-15 minutter begyndte min puls, at nærme sig normalen, og jeg trak Sedoj ud igen. Denne gang stillede vi os ned i den anden ende, hvor der ikke var rister, og så striglede vi ellers færdig der.
Jeg fik hans bagben tjekket ordentlig efter. Ummiddelbart så det ud til, at han ville slippe med en lille hårafskrabning helt nede ved hoven, men sådan gik det ikke. Dagen efter var benet hævet fra koden og op til hasen. Han var hverken varm eller halt, så det var i det mindste positivt. Jeg fik dog lige ringet til dyrlægen, men han mente, at vi godt kunne vente lidt med et besøg.
Sedoj var nu meget sød de efterfølgende dage. Hver gang jeg kiggede på ham, stod han og viftede med bagbenet: Se mor jeg har fået skrammer – vil du ikke godt puste.
Hævelsen faldt i løbet af en lille uges tid, så heldigvis slap Sedoj for besøg af doktor dyr i denne omgang, men føj, hvor blev jeg forskrækket. Jeg havde set for mig, at benet var brækket eller noget lignende. Jeg havde altid stået og striglet ham der. Gudskelov for at han aldrig står bundet, så han kunne komme væk. Men for eftertiden bliver vores strigleplads altså nede i den anden ende eller inde i boksen. Sådan en oplevelse skal jeg aldrig have igen.
