Så er Sedoj endelig haltfri, og vi tog på en herlig ridetur i den nærliggende skov. Vi skridtede kun, da det er et stykke tid siden, at vi havde været ude at ride sidst. Sedoj var en smule oppe at køre, og ville gerne kigge en ekstra gang på alt, hvad vi mødte på vores vej. Men det gik nu godt alligevel. Vi mødte toget et par gange, og det sagde han som sædvanlig ikke noget til.
Dagen startede som altid med at Sedoj kom luntende mig i møde, da jeg kaldte på ham. Vi fulgtes ad ind i stalden, hvor han blev striglet, og gjort klar til dagens tur.
Vi skulle ride et lille stykke langs vejen, og vi mødte både lastbiler og andre store maskiner, men det sagde Sedoj ikke noget til. Det var der imod noget andet, da vi skulle under broen. Sedoj satte pænt alle fire bremser i, og stod og fnøs af broen. Da den ikke flyttede sig for ham, måtte han jo pænt gå under den. Men skræk oh ve! Lige på den anden side af broen, var der læsset jord af. Den jorddynge har aldrig været der før, men vi kom da forbi den i en stor bue, mens Sedoj skulede til den. Man kan jo aldrig vide, om sådan noget jord går til angreb.
Vi nåede lige at trække vejret, før vi mødte en flok køer. Disse dyr er Sedojs store skræk, og vi skal forbi ikke mindre end to store folde med køer og en mindre fold med får. Sedoj overvandt skrækken og trippede forsigtig sidelæns forbi disse skrækindjagende monstre.
Så kunne vi ånde lettet op, og det hele gik fint de næste 200 meter, men så kom den næste fold med køer. De stod heldigvis langt væk, så med blikket rettet stift mod silhuetterne ude i horisonten, kom vi også forbi denne fold.
Fårene stod dog helt oppe ved leddet, så Sedoj kom med hans trompetfnys, og så flygtede de alle ned i den modsatte ende af folden. Han har fået krammet på de får, og han bliver så stolt, hver eneste gang de flytter sig for ham.
Så skulle vi ride langs hegnet på en lille sti, men der blev jeg nødt til at hoppe af og trække Sedoj. Der var muldvarpeskud, og enhver klog hest ved jo, at muldvarper spiser heste, så Sedoj turde altså ikke gå først. Ude for enden af stien havde de åbenbart læsset mere jord af, og Sedoj var ret tæt på at få et hjertestop, men vi kom forbi stille og roligt. Langt om længe kunne vi ride ind i skoven, og det var bare den dejligste tur.
Men vi skulle jo også hjem igen, og alle forhindringerne skulle forceres i omvendte rækkefølge. Da det havde gået så godt i skoven, regnede jeg med, at jeg kunne ride ham forbi den første jorddynge, men jeg blev klogere. Det var mest min egen fejl, at jeg måtte af trække ham forbi. Jeg blev lidt for utålmodig og pressede ham, og det skal jeg altså ikke gøre ved Sedoj. Jeg ved det udmærket godt, men glemmer det alligevel en gang i mellem. Jeg trak ham så forbi nogle gange, og kunne så ride forbi uden problemer. Resten af ture foregik uden problemer.
Vi kom hjem til stalden, og Sedoj blev hygget lidt om med en god omgang strigling og en krybbe fuld af gulerødder. Sedoj fik sit godnatkys, og jeg kunne tage hjem med den velkendte fornemmelse af lykke i maven – hvor er det skønt at være hesteejer…..
