2001 – 2004
Light streams through window pane
unto a spot on the floor…
Then I remember,
it’s where you used to lie,
but now you are no more.
Our feet walk down a hall of carpet,
and muted echoes sound….
then I remember,
It’s here you would run around.
I’ll wrap these treasured memorials
in a blanket of my love
and keep them for my best friend
until we meet above.
~~ Sleep well my friend ~~
Frederik kom ind i mit liv i 2001. Han var ikke større end han med lethed kunne ligge i min hånd. Efterhånden voksede han op og blev til en “lille” kat på lige knap 7 kilo. Han var en herlig kat, der startede sit liv som indekat, men efterhånden var han mere ude end inde. Hans udeliv blev desværre også hans død. Frederik blev nemlig kørt over en kold septembernat. Lige præcis denne nat, var udvalgt til at være den sidste nat, hvor han skulle være ude. I vinterperioden foretrak han nemlig livet som indendørskat. Nu kommer han aldrig ind igen, men er begravet ude i haven.
Nogle siger, at man ikke kan opdrage på katte, Frederik var beviset på, at man godt kunne. Han kunne både sitte og dække på kommando, og han hentede papirskugler og brødclips som man smed til ham. Hvis man stoppede denne leg, blev han dybt fornærmet.
Frederik var for mig noget helt specielt. Han svarede altid igen, når vi snakkede til ham. Og mig og ham kunne have lange hyggelige samtaler om mange forskellige ting. Om morgenen gned han sin næse mod min, for at vække mig, så han kunne få sin mad. Han var altid legesyg, og klar på en rask lille slåskamp. Han var der altid til at snakke og kæle med. Han var en rigtig social kat, der elskede at være i selskab med mennesker…
Han blev desværre kørt over, da han krydsede ud over sit eget territorium. Hvorfor kunne han dog ikke bare være blevet hjemme, hvor han kendte tingene?!
Den person der kørte ham over, var åbenbart ligeglad med dyr og deres skæbne. Jeg har utrolig svært ved at tilgive sådan en person, der kan køre en kat over, og ikke engang stoppe de sekunder det tager, for at ligge ham ind til siden. Derimod havde en venlig sjæl placeret ham i grøftekanten – og tusind tak til dig, hvem du så end er. Desværre havde denne person åbenbart ikke lagt mærke til Frederiks halsbånd, hvor vores telefonnummer stod.
Det er bare så trist at vide, at hvis jeg ikke havde lukket Frederik ud den aften, havde han stadig været her hos os. Han havde lagt på mit skød, og fulgt med i hvad jeg skrev, og jeg skulle slet ikke have skrevet denne side. Mon jeg nogensinde tilgiver mig selv?