Så er der igen fremskridt for os. Sedoj er blevet helt og aldeles rengående, og vi er nu seriøst gået i gang med genoptræningen. Og jeg kan næsten ikke få armene ned eller lade være med at smile. Sedoj snød os alle endnu engang, er blev rask trods dyrlægens bekymringer. Nu håber jeg så bare, at det holder denne gang.
Sedoj synes denne genoptræning er vældig hyggelig indtil videre, men det er jo heller så hårdt endnu. Vi er nået til en times tid i skridt i løbet af denne uge, men det bliver straks hårdere i næste uge, men det holder jeg hemmeligt for Sedoj. Der går dog lidt tid, inden vi kommer i gang med traven.
Det har ellers været nogle spændende rideture på knægten her i efterårsvinden. Han har rigtig meget at skulle holde styr på. Man kan jo aldrig vide om busken rasler, fordi der gemmer sig en sulten tiger i den. Han har skam givet anledning til mange grin den bette grå.
Dette er bare lige en lille glædeshistorie, som jeg synes du skulle have, når du nu alligevel kom forbi. Der kommer ikke til at ske meget det næste stykke tid, da den står på skridtarbejde indtil starten af oktober måned. Men så må vi også begynde at trave, hvis det hele går efter planen.
Jeg håber bare på, at efteråret ikke bringer alt for meget vand og storm med sig, så vi kan holde os til planen, og ikke får nogle uforudsete fridage. Hvorfor er det egentlig lige, at Sedoj altid skal bruge efteråret på de store genoptræninger. Jeg ville altså hellere skridte to timer i høj solskin og gode varmegrader. Nå men jeg må heller holde op med mit pyller, nu hvor knægten er konstateret rask og rengående…
En ting er sikkert – det skal helt bestemt meget til, før jeg får smile tørret af ansigtet dette efterår.
