Der hvor jeg slapper af – der hvor jeg henter min energi til hverdagen, er på hesteryggen. Det er her, hvor alle tanker bliver sluppet. Det er her, hvor jeg lever lige nu – ikke i går og ikke morgen, men blot lige nu sammen med min trofaste ven gennem 13 år…
Det er fantastisk, at kunne tage på tur sammen – eller bare træne sammen, og kommunikationen foregår ved ganske små tegn og lyde. Det fungerer bare – vi har den der forståelse. Når jeg går mig klar til galop, sætter han af sted i det første galoptrin. Når jeg tænker på, at nu skal vi trave eller skridte, så går han ned i tempo.
Vi har nu haft lidt mere end 13 år sammen, og jeg har svigtet ham et par gange i den tid. Han har altid tilgivet mig, han har altid givet mig en chance mere.
Han er en god dreng ham Sedoj, og lige nu er vi bare der, hvor vi nyder livet sammen. Han er ikke helt rengående længere, og han er ikke så smidig. Vi har været igennem mange ting, og senest har hans selvtillid lidt et knæk. Nu er hans humør endelig blevet højt, og han har fået lidt selvtillid igen. Han er en dejlig hest, og jeg glædes over hver eneste dag med ham.
Stadig i dag undrer jeg mig over, at denne lille “grimme” grå hingsteplag, møffede sig ind i mit hjerte på den måde, som han gjorde, selv om jeg var på udkig efter den flotte røde vallak eller hoppe med 4 sokker og blis. Og så er jeg så positivt overrasket over, hvilken gentleman, han er vokset op til at blive. Jeg fik så meget mere i den hest, end jeg troede muligt. Ingen af mine planer med ham, er gået i opfyldelse, men jeg har lært så meget andet.
Tak Sedoj, for denne skovtur du gav i dag. En tur ud af mange, hvor du gør så meget for mig – for min krop, min sjæl og min hjerne… Ydmygt tak fordi du er en del af mit liv…
