Mine to smukke og mere eller mindre hvide drenge nyder lidt tid på folden. Tiden er gået fantastisk stærkt. Sommeren er nærmest allerede slut, og hestene er kommet på vinterfolden nu. Men bare hele året er generelt gået meget stærkt. Endnu mere, når jeg kigger på, at jeg i år har haft 5 år med Silver og 22 år med Sedoj. Det er nærmest lidt uforståelig, hvor alle de år er blevet af….
Mine 2 drenge minder faktisk ret meget om hinanden. Silver er langsomt ved at indhente Sedoj farvemæssigt, og den bette fyr ender nok også med at blive helt hvid med tiden. Både udseendemæssigt og personlighedsmæssigt ligner de meget hinanden, hvilket er en rigtig god ting. Der er dog også nogle forskelle, men jeg tænker det mest handler om alder og erfaring. Tænk sig lige, at jeg er så heldig, at have disse to guldklumper i min stald.
I dag blev der lavet lidt miljøtræning på folden. Det var noget, der fik drengene til at vågne lidt. Det virkede ikke til, at de var direkte bange, men nærmere bare lidt opmærksomme og ret nysgerrige. Det var ikke ligefrem en planlagt miljøtræning, men min datter havde fået en paraply i Land&fritid, og hun havde den med ned på marken. Det syntes drengene var noget mærkeligt noget, eller så greb de måske bare chancen for lidt sjov og ballade.
Silver var helt klart den, der sørgede for, at der kom gang i festen. Med prust, fnys og høje benløft skiftevis nærmede han sig paraplyen, og flygtede fra den. Han løb dog aldrig langt væk, før end vendte om. Hans lille show var med til at vække de to gamle drenge, der også viste sig lidt frem. Silver var dog også den første, der var helt henne, og hilse på paraplyen. Han endte endda med at både smage på den og skubbe til den.
Sedoj holdte sig lidt i baggrunden, som han nu plejer. Da Silver var færdig med at lege Kong Gulerod, tullede Sedoj lige så stille hen, og undersøgte paraplyen. Han gør altid tingene i sit eget tempo – roligt og velovervejet. Han følger gerne med, når der sjov og ballade i luften, men han har altid hovedet med sig.
Jeg føler mig lidt heldig, når jeg hver dag kan tage i stalden, og blive mødt af disse to. Mine to smukke hvide drenge…