Mit svalepar har igen i år bygget en rede i stalden. Det er 3. år i træk, at vi får besøg af dem. Jeg tog den sidste rede ned under rengøringen. Denne rede er dog også langt bedre bygget, end den fra sidste år. Så mit lille svalepar har åbenbart fået udvidet deres byggekursus, men så håber jeg også at blive fri for, at samle deres unger op.
Som det kan ses på ægget, der er hvid med røde pletter, er der tale om landsvaler, der bor i min stald. Det er den største af de tre svalearter; landsvale, bysvale og digesvale. Det er også den svaleart, der findes flest af i Danmark.
Jeg har fundet 2 ødelagte æg i stalden, men jeg tror, at der er tre unger. Jeg er glad for, at have mit ene svalepar i stalden. De tager jo mange insekter. De sviner også lidt, men der er heldigvis kun 2 steder i stalden, der er ramt, og det kan vaskes rent, når de er færdig med at bruge reden.
Jeg hygger mig med mit lille svalepar, og jeg er så glad for, at de har bygget en rigtig god rede i år. Jeg glæder mig ti lat følge med i ungernes forsøg på at lære at flyve. Jeg håber virkelig, at alle unger overlever i år.