Et trist farvel til missekatten Mikkel

Denne dag blev dagen, hvor vi måtte sige farvel til Mikkel. Min lille missekat, som har fyldt så meget i mit liv i de sidste ti år. Ham der har ligget på mit skød, og hygget sig, mens jeg sad ved computeren eller i sofaen. Den lille røde kat, der kunne spinde så højt, og begyndte at savle, når man nussede ham.

Mikkel kom til huset sammen med sin bror i 2004 som en lille og lidt sky killing, der dog hurtigt fandt sig til rette i mit selskab. Han var ikke ret tryg ved andre mennesker. Han lå gerne om min nakke, og det bedste han vidste var at ligge og sutte i min trøje – helst en strikke- eller fleecetrøje. Han var et bette pus helt fra starten, og det ændrede sig aldrig.

Det var først, da Mikkel mistede sin bror Mads i 2010, at han stoppede med at gå på loftet eller i kælderen, når der kom gæster. Det var også først der, at han begyndte at snakke med andre end mig, og ikke mindst var det først efter Mads’ uforklarlige død, at han begyndte at færdes udenfor også. Før Mads’ død blev han i haven – det gjorde han bestemt ikke derefter.

Mikkel kom altid hjem, når jeg kaldte. Og var jeg lidt sent for at åbne døren for “Hans lille Højhed”, sad han under bilen, og ventede på, at der kom liv i huset, så han kunne komme ind og skælde mig lidt ud. Med et beklagende og anklagende miav forlangte han mad med det samme…

Mikkel kom op at slås med en anden kat, og kom hjem med et sår, der hurtigt udviklede sig til en byld. Bylden blev tømt hos dyrlægen, og det helede fint. Han havde dog tabt sig en del, og det kom aldrig sådan rigtig på ham igen. Men han klarede sig nu alligevel rigtig godt. Det sidste døgn, inden han blev aflivet, var han dog hjemme, og sov nede på sin yndlingsplads i den kølige kælder. men da det jo var varmt udenfor, var det som sådan ikke noget specielt. Han kom op for at spise både våd- og tørkost, og fik også drukket en del, men det havde vist ikke den store betydning, når nyrerne nu ikke fungerede alligevel ordentligt. Mikkel skulle gerne have taget både 5 kg på og levet ti år mere uden problemer. Det gjorde han bare desværre ikke…

Vi tog afsted til dyrlægen, der dog ikke var vores sædvanlige dyrlæge, da han havde ferie. Han sagde kort tid efter at have startet undersøgelsen af Mikkel, at han burde aflives. Han kunne godt give ham væske mv, men kroppen var ved at lukke ned pga. akut nyresvigt. Han kunne sagtens gøre nogle tiltag under en indlæggelse, der måske ville redde ham nu, men vi skulle fremover passe meget på hans nyrer, og der skulle ikke meget til, for at tingene kunne gå galt. Mikkel var 10 år gammel, og jeg valgte at sige stop for yderligere behandling. Der var sikkert mange gode år tilbage i ham, men jeg ville ikke tilbyde ham et liv med medicin og specialkost på daglig basis.

Allerede inden vi kørte til dyrlægen, var Felecia gået i kælderen for at snakke med Mikkel. Da hun kom op, sagde hun ganske klart og tydeligt: Nu har jeg sagt farvel til Mikkel, og så kan vi godt køre mor. Hun har selvfølgelig kunne mærke på mig, og se på ham, at han var syg – ingen tvivl om det. Felecia og Mikkel var blevet bedste venner på de 4 år, som de havde kendt hinanden. Mikkel var helt tryg i hænderne på Felecia, og han nød at blive nusset af hende. Det var også et stort tab for hende, at miste Mikkel

Mikkel var her altid, og krævede aldrig andet end nus, rent vand og sin mad. Han gav så også besked, hvis nogle af delene manglede. Mikkel har været med i vores liv i 10 skønne år. Han fik kærlighed til det sidste. Jeg sidder dog stadig tilbage med en dum følelse af, at hvis jeg nu bare havde gjort et eller andet anderledes, så havde Mikkel måske været her endnu… Men jeg ved det ikke… Den følelse gør bare ondt indeni.

Jeg savner bare Mikkel. Jeg har ikke de store bevingede ord. Jeg savner bare min lille røde missekat, der altid kom mig i møde, og var glad for at se mig. Jeg savner ham bare, for alt det han var…. Han var min kat helt sikkert, og vi har vendt verdenssituationen mange gange. Mikkels potespor er for altid er stemplet i mit hjerte.