Her går han som hest stille og roligt inde på sin helt egen fold. Her er ingen sure madammer, der banker ham, eller forelskede tøsebørn, der har en jaloux kammerat hængende i halen. Alligevel formår hesten at komme til skade. Helt oppe ved manken, har han fået et rent snit 4-5 mm. dybt. Længere nede langs ryggraden har han mistet håret et par steder. Et kvalificeret gæt er, at han har rullet sig i nogle sten, og de har altså desværre ramt ham ret forkert. Så nu må jeg i gang med vaskeriet og sårbehandlingen igen…. Den stakkels hest. Jeg begynder mere og mere seriøst at overveje at pakke ham ind i en bobleplast…. Men inden jeg går til så drastiske midler, bruger jeg lige det creme, som jeg fik til såret.
Tilføjet den 9. august 2014:
Jeg er blevet gjort opmærksom på, at Sedoj er blevet anmeldt til Dyrenes Beskyttelse pga. såret. Dyrenes beskyttelse havde taget kontakt til en lokal dyrlæge, som kendte en, der kendte, der kendte Sedoj. Jeg er selvfølgelig ret overrasket over dette, da han jo er under behandling. Men på den anden side, er det jo fint, at folk gør noget, når dyrene har det skidt. Og det er på sin vis også rart at vide, at der er mange øjne på hestene, når de går på marken. Jeg ved ikke hvem anmelder er, og det kan også være ligegyldig. Alle der har spørgsmål vedr. Sedojs velbefindende og helbred, er selvfølgelig meget velkommen til at kontakte mig. Sedoj elsker besøg…
Tilføjet den 13. august 2014:
Jeg er nu blevet gjort opmærksom på, at Dyrenes Beskyttelse har været forbi Sedoj to gange, og klinikken har fået positiv tilbagemeldinger begge gange. Det er jo rart at vide, selv om jeg ikke var i tvivl på noget tidspunkt.
Det går fremad med helingen af såret, og Sedoj er hverken øm eller noget. Tværtimod er området omkring såret nu blevet favoritsted, når det kommer til klø-steder, men hvem ved ikke også, hvor meget et helende sår kan klø. Men i hvert fald stadig et tørt fint sår, der bare bliver bedre. Men det må godt skynde sig lidt, for det er snart tid til at han skal have regndækken på…