For 11 år siden kom en bette æselgrå hingsteplag ind i mit liv. Han tog mit hjerte med storm. Vi har oplevet meget sammen. Han gik fra at være mit et og alt til at se mig blive mor, og dermed blive “vraget” for en periode til fordel for det lille nye menneske i mit liv. I den periode blev han ikke givet nær så mange krammere og kys, som han plejede, og timerne sammen blev også færre.
Nu var det jo ikke sådan, at jeg aldrig besøgte ham eller noget lignende i løsdriften. Min. 5 dage om ugen var jeg ude ved ham, og hyggede mig med ham. Men det er f.eks. ikke længere 5 timer, at jeg er i stalden… og jeg savner det helt vildt – også selv om jeg elsker at være mor.
Nu er der ved at være tid til at genoptage venskabet, som det var, dengang vi kun var 2. For hver dag, der går kommer vi nærmere hinanden. Det er skønt, og jeg værdsætter tiden, som vi har sammen…
