Så var det i dag, at Sedoj skulle flyttes – noget som jeg har glædet mig til længe.
Undervejs snakkede vi lidt om, at nu skulle vi tilbage, og at jeg håbede, at det var det rigtige valg, jeg havde truffet.
Lige pludselig var der gået en time, og nu kunne vi se ned til vores nye hjem. Sedoj strakte hals, og begyndte at småtrave.
Han var nu helt sikker på, hvor vi var på vej hen – og jeg tror, at han glædede sig. Jeg måtte selv sætte det lange ben foran, for at holde trit med den småtravende Sedoj. Hvor var det dejligt at se glæden i hans øjne.
Da vi nåede staldens område, stoppede Sedoj ved det sted, hvor han altid har fået lov til at græsse, og så tog vi selvfølgelig en pause. Derefter blev han lukket ind i ridehallen, mens jeg gjorde hans boks klar. Han fik sin gamle boks tilbage, og han vidste lige præcis, hvor han skulle stå.
Sedoj fik lov til at bestemme, hvor vi skulle gå han, og han startede med at vise mig ridebanen – var det mon et hint!? Derefter gik han af en lille sti, så vi kom ud på vejen, og derfra viste han mig over på den lille fold, hvor han kunne kigge ned på de andre heste, der stod på den store fold.
Da han jo ikke kunne finde selskab på den fold vi var på, mente han så, at vi kunne gå ind på den store fold, og stoppede oppe ved leddet. Men i dag skulle han ikke lukkes sammen med de andre, så jeg fik ham overtalt til, at vi kunne gå over vejen, og over på stykket med masser af græs, hvor han fik sin pause. Det tog ikke lang tid, at overtale ham til det, og så stod vi der i en halv times tid, og Sedoj fik gumlet græs til den store guldmedalje.
Det begyndte så at regne, og vi gik ind i boksen igen. Jeg satte mig i et hjørne, og Sedoj fik gumlet hø og halm. Ejerne af stalden kom så ud for at hente de andre heste ind, men jeg skulle desværre videre i mit eget skema, så jeg fik ikke set, hvordan det gik. Sedoj står ved siden af den ene af hans foldkammerater, og i morgen skal jeg være med til at lukke ud.
Det var bare skønt at se glimtet i hans øjne, jeg var slet ikke i tvivl om, at dette var det rigtige valg. Han var fuldstændig rolig og virkede meget veltilpas, og det har givet mig stor ro i sindet. Hvis heste kunne smile, var det lige præcis det Sedoj gjorde i dag!
Skrevet den 29. april 2005
Opdatering
Da jeg kom i stalden dagen efter var det en glad med noget utilfreds hest, der hilste på mig. Han havde jo ikke fået middagsmad endnu, og han kunne næsten ikke vente til, at han skulle på folden. Der blev så serveret middagsmad for dem alle, men Sedoj ville ikke engang spise op. Da hestene var færdige, ja altså på nær Sedoj, så skulle de på folden.
Sedoj var rigtig i hopla, og med højt løftet hale, og masser af fnys og tripgang, gik vi på folden. Da han blev sluppet, skulle han selvfølgelig møde Robin, og med nus og kærlige hvin, genfandt de venskabet. Der var også plads til lidt hyggeleg. Så skulle Tirus – hingsteplagen – også på folden, og de to gamle venner, havde allerede placeret sig længst nede på folden, men kom dog i fuld fart tilbage, da Tirus meldte sin ankomst. Tirus blev sluppet, og så var der ellers dømt væddeløb. Sedoj var forrest, i hælene på ham var Tirus, og til sidst kom Robin, hvis formål var at skille de to ad.
Sedoj og Tirus syntes det var enormt morsomt, at tonse rundt på den måde, men stakkels Robin blev hurtigt forpustet, og valgte så at opgive kampen.
Jeg tog så tilbage om eftermiddagen for at se, hvordan det gik på folden, og alt åndede frem og idyl. Tirus var blevet Sedojs skygge, om end en lidt stor en af slagsen. Alt hvad Sedoj gjorde, det gjorde Tirus også. Og han skulle helst spise af den samme tot græs, som Sedoj havde spist af. Jo Sedoj er nu blevet Tirus’ lille idol, og han befinder sig rigtig godt med den rolle. Sedoj skal dog også en gang imellem sige fra overfor bøvlehovedet Tirus, men det bliver gjort med et vredt hvin, og så er alt på plads igen. Tirus har en god respekt for Sedoj, og det er dejligt, så behøver jeg nemlig ikke at bekymre mig om skader og lignende. Der var bare gang i så meget kommunikation blandt hestene, og jeg endte med at sidde dernede i næsten en time, og bare kigge på dem. Og de hyggede sig alle tre til den store guldmedalje. Sedoj er i hvert fald kommet hjem nu!
