Dette år med Sedoj bragte nye oplevelser med sig. For det første var vi på ferie på Mols. Egentlig var det slet ikke meningen, at Sedoj skulle med, men det kom han alligevel, da jeg ikke kunne undvære ham overhovedet. Jeg er og bliver en håbløs hestetosse! – i hvert fald tosset med Sedoj…
Jeg blev dog noget overrasket, da han ankom, for han var blevet lidt tynd, men dyrlægen kunne ikke finde noget galt med ham. Jeg forsøgte så, at gå andre veje. Først kontaktede jeg en, der arbejder med blomstermedicin, men det hjalp ikke. Så så jeg en annonce for en healer, og prøvede at kontakte hende. Winnie som healeren/clairvoyanten hed, kom ud og besøgte Sedoj og mig. Det var rigtig spændende at opleve dette. Winnie fik kontakt med Sedoj, og både healede og snakkede med ham. Jeg fik anbefalet besøg af både kiropraktor og tandlæge til Sedoj, og så skulle han have en urtekur. I løbet af få måneder var han på højkant igen.
Ferien på Mols nød både Sedoj og jeg. Vi var ude og gå en masse ture i Mols Bjerge, og fik set på verden omkring os. Tilliden blev yderligere opbygget, og Sedoj havde efterhånden charmeret sig godt og grundigt hele vejen ind i mit hjerte, hvor han nu havde en kæmpeplads. Vi var også på et par enkelte rideture i skoven og på banen, men jeg red ham selvfølgelig ikke så meget endnu.
Vi havde også besøg af en horsemanshipstræner indenfor Parelli-systemet. Det var absolut ingen succes, da Sedoj reagerede med megen forvirring. Hun var i mine øjne alt for hård ved Sedoj, og nåede slet ikke igennem med, som hun sagde, at hun ville. Sedoj er faktisk en meget blød hest, og egentlig forholdsvis velopdraget, hvis jeg selv skal sige det. Hun hersede rundt med ham, og han nåede slet ikke at fordøje det nye, som han blev udsat før, før hun fandt på nye ting, som han skulle lave. Så det var en noget forvirret hest, som jeg kunne trække ind igen. Og så kunne jeg ellers ligge tre måneders arbejde i, at få min ellers så stille, rolige og tillidsfulde hest tilbage. Men så lærte jeg da, at sund fornuft, er at foretrække frem for såkaldt horsemanship.
Vi deltog også i to westernstævner, nemlig i klassen Trail at Halter. Det gik faktisk ret godt, men det vigtigste var, at vi begge syntes at det var sjovt. Vi oplevede nye ting begge to, og lærte lidt om western, så det kunne vel ikke være bedre, når man både blev klogere og havde det sjovt samtidig….
Sedoj har bestemt evner indenfor Trail at Halter og dermed også andre lignende agility-aktiviteter. Han synes det er sjovt at skulle finde ud af at løse opgaverne, og går på med krum hals. Han er ikke nem at skræmme, og han var faktisk også meget interesseret i at følge med, når de andre var på banen. Måske vi har en fremtid indenfor sådanne discipliner. Jeg har i hvert fald fået mod på at præsentere ham for andre lignende opgaver i fremtiden. Han var selvfølgelig træt efter stævnerne, men det var så tydeligt at mærke på ham, at han helt klart synes, at det var nogle gode dage.
På vej hjem fra det ene stævne kom Sedoj desværre til at sidde fast i traileren med det ene forben over bommen. Vi ved ikke hvad der sket, men vi kunne mærke i et sving, at han bestemt ikke havde balancen, og stoppede derfor med det samme. Og så stod han der og kiggede på os, da vi åbnede døren. Der var ingen panik overhovedet – blot et “fikser i lige det her” i hans blik. Vi fiksede det, og kørte hjem uden problemer… Men lad mig sige det sådan – jeg er ikke ligefrem blevet mere glad for at have hest i en trailer…
Men ellers hyggede vi os sammen i 2002, og jeg lærte Sedoj endnu bedre at kende, og han lærte mig endnu bedre at kende selvfølgelig. Og vores venskab bliver bare tættere og tættere, desto mere tid vi har sammen… Jeg glæder mig helt klart til at se, hvad næste år bringer os.
